Hytteferie

“Hvis den her sti skulle have et navn, skulle det være akvadukten” lyder det fra Rasmus, og det må jeg sådan set give ham ret i, for vi er nærmest havnet i et vandland. Den dag vi vandrer fra Gäddede, står regnen ned i stænger, så vores regntøj må give op overfor vandmængderne, der vælter ned fra oven. Og landskabet vi går i er myr (det vil sige et moseagtigt, svuppende landskab, som konstant ligger under 10-15 centimeters vand, og hvor man forsøger at hoppe fra græstue til græstue for at holde fødderne tørre) så også støvlerne må give op overfor det konstante fodbad.
Selv renerne står og skutter sig, og ryster kaskader af vand af pelsen, lidt som når en stor, våd hund ryster sig.
Heldigvis er der på strækningen fra Gäddede og nordover etableret et netværk af hytter, hvor man kan gå ind og varme sig og tørre tøjet lidt, så det har vi benyttet os flittigt af. Efter en optænding i brændovnen steg temperaturen til 32 grader i hytten i løbet af en halv time, så der var en varme og luftfugtighed som i et drivhus.
Landskabet vi har gået igennem har været utroligt smukt, og vi har igen set mange rener. På de fem dage mellem Gäddede og Klimpfjäll har vi mødt andre fjeldvandrere to gange – det er første gang vi møder folk i fjeldet siden dagen før vi kom til Storlien, cirka 20 dage tidligere.
Der ligger stadig meget sne i fjeldet, og lidt op i højden står buskene stadig med små knopper og er endnu ikke sprunget ud, selvom vi næsten er i august. Vi har talt med flere lokale, som siger at ingen kan huske at der tidligere har ligget så meget sne tilbage om sommeren.
Et par dage inde i strækningen har vi heldigvis også fået godt vejr, og den ene dag passerer vi gennem Ankarede, en lille sameby, hvor vi er så heldige at der er en café, der serverer vafler. Da den søde dame i caféen hører at vi har gået helt fra Grövelsjön giver hun os en pose med kager til vores aftenkaffe – sikke en utrolig venlighed vi har mødt hele vejen.