Besøg hjemmefra – Per på tur med plejehjemmet fra Præstø

Endelig skulle vi have besøg af en god ven hjemmefra, nemlig Per, som skulle vandre en strækning sammen med os, noget vi har glædet os meget til. Efter en overbelastningsskade af Elsas ankel, måtte vi ændre planerne lidt, så vi tog bussen fra Ammarnäs til Kvikkjokk, så vi kunne nå at få fire hviledage, og håbede at det ville hjælpe på ankelskaden.

Per mødtes vi med i Jokkmokk og fulgtes med det sidste stykke ud til Kvikkjokk, hvorfra vi skulle vandre ad Kungsleden til Saltoluokta, en strækning vi havde regnet med skulle tage 4 dage, men som vi nu havde en uge til, så der var tid til diverse afstikkere fra ruten, og mere hygge og kaffepauser på fjeldet. Det har været en flot og varieret strækning vi har gået sammen, gennem skov, over floder og på højfjeld med masser af rener og perfekte lejrpladser, og så har vi været utroligt heldige med vejret.

Ugens ubestridt største højdepunkt har været en toptur på klippen Skierfe, som troner som en lodret mur 700 meter over Rapadalen i Sarek, med udsigt over et floddelta med turkise gletsjerfloder, søer og fjelde så langt øjet rækker. Når talen blandt friluftsfolk og vandrere falder på Rapadalen bliver de fjerne i blikket, henførte i stemmen og får et forelsket smil om munden, for Rapadalen er simpelthen den smukkeste dal i den største vildmark vi har i Skandinavien, og så var vi så utroligt heldige at være der på den mest perfekte solskinsdag, hvor vi blev på toppen i timevis og drak kaffe, indtil vores knurrende maver tvang os til at gå mod lejren og aftensmaden.

Herfra vandrede vi i afslappet tempo og med et par perfekte lejrpladser med udsigt over søer og fjelde i retning mod Saltoluokta. På denne strækning har der været et par søer at krydse, og i stedet for at tage den organiserede bådfart over, var Rasmus og Per så friske at de roede os over i robåd, Per mens han sang “o´ solo mio” (henholdsvis 3 og 4,5 km) – for en plan havde plantet sig i vores hoveder, nemlig at alle de penge vi sparede på at ro selv, kunne vi bruge på en afskedsfestmiddag i Saltoluokta, fjeldstationen som er kronjuvelen blandt de svenske fjeldstationer. Festmiddagen blev nydt i den rustikke tømrede restaurant, hvor vi satte tænderne i rensdyrsteg, laks og chokoladekage, altsammen med god rødvin til.

Det bliver her i Saltoluokta at vi vender støvlesnuderne sydpå, og hopper på toget væk fra fjeldene. Hviledagene og de korte dagsstrækninger har ikke hjulpet på Elsas ankel, og yderligere har Rasmus hæle og knæ sagt stop for denne gang.

Efter 52 dages vandretur har støvlerne trampet 856 kilometer langs den svenske fjeldkæde, og vi vil se tilbage på en fantastisk sommer i de svenske fjelde.

Vi er på vej op over trægrænsen

I læ bag en stor sten afprøver vi Pers café

Med røg skal myg fordrives

Skierfe, Rapadalens ikoniske klippe

Perfekt lejrplads med udsigt til Skierfe

Så nåede vi toppen af Skierfe og har udsigt over Rapadalsdeltaet

Denne udsigt kan man ikke få nok af

Per med blikket vendt mod Rapadalen og Sareks vildmark

På højde med Sareks gletsjere

Dette syn overgår alt andet - udsigten fra Skierfe er sublim,
og man kan blive liggende i timevis og kigge på det

Pers café - god kaffe med udsigt

Vi bliver på toppen af Skierfe til vores rumlende maver tvinger os mod lejren

En ordentlig knagerække af et gevir

O' solo mio....

Vores elskede telt. Her er stort apsis med god plads til at lave mad

Vi er på vej ned mod Saltoloukta fjeldstation, men vi kan lige nå en kop kaffe mere

Skønne, skønne Lapland

På Kungsleden

Så nåede vi Kungsleden, nok Sveriges mest ikoniske og kendte vandrerrute, som slynger sig mellem fjeldene cirka 450 km mellem Abisko og Hemavan. Og hvilke fantastiske stier og faciliteter der er – fine skilte, markeringer, broer over selv de mindste små bække og hytter man kan bo i. Naturligvis kommer mange andre vandrere hertil for at nyde de flotte fjeldområder, og i løbet af en time på Kungsleden har vi mødt flere vandrere end vi har gjort de foregående 520 km tilsammen. Det er hyggelige og rare mennesker vi møder, og her er ikke overrendt, så det gør ikke noget at her er lidt flere mennesker.
Vi er nu i Ammarnäs og har vandret 768 km

Imponerende hængebro nord for Tärnaby

Costa del Tärnaby

Nogle af os frygter ikke koldt vand

Masser af rener

Vi er i august måned, og der ligger stadig en del sne

STF hytten Syter

Vi er kommet ind i STF-hytte land og endnu en hytte nærmer sig

Festuge på vandrestierne

Så er vi nået til Tärnaby, hvor vi hviler stængerne lidt, inden vi går videre i morgen.

De sidste seks dages vandring fra Klimpfjäll til Tärnaby har budt på et sandt overflødighedshorn af fejringer. Først kunne vi fejre at vi havde gået 600 km og at denne tur dermed er vores længste nogensinde.
Dernæst kunne vi fejre at vi havde gået 650 km og dermed er halvvejs til Treriksröset – “Det var da meget nemt, det skal vi bare gøre én gang mere” kunne vi dermed sige. Dette mantra har fulgt os fra turens første dag, da Elsa efter prustende at have slæbt sin rygsæk 1 km op ad fjeldet i spøg udbrød “det var da meget nemt, det skal vi bare gøre 1299 gange mere”.
Dernæst har vi fejret Elsas fødselsdag. Rasmus havde smuglet et par poser saltlakrids med i rygsækken, som blev fundet frem som fødselsdagsoverraskelse.
Og den sidste fejring er krydsningen af 700 km her til morgen.

Vi har haft fantastisk fin vandring fra Klimpfjäll, og har haft glæde af nogle rigtigt fine hytter undervejs, og godt markerede stier, som helt klart har givet os inspiration til kommende vinterture.
De sidste seks dage har vi mødt andre fjeldvandrere én gang.

Vi er nu i Tärnaby og har gået 706 kilometer siden vores start i Grövelsjön.

Dramatisk landskab nord for Klimpfjell

Vi har igen selskab af rener

Elsas fødselsdagslejrplads